DEN DANSKE LANDRACEGED

Historie, racebeskrivelse og avlsmål

Historie

Geden er sammen med fåret et af de dyr mennesket tidligst har domesticeret. Bezoargeden er sandsyn­ligvis den vigtigste vilde oprindelse til tamgeden, men andre vildgedearter kan også være indblandet. De ældste fund af gedeknogler fra Danmarks oldtid er fra neolitikum. (3400fvt.) Geden har levet en meget omskiftelig tilværelse i Danmark i tidernes løb, og dens status har været ligeså omskiftelig - fra Thors guddomme­ligt ophøjede køreforspand, til Klods Hans's latter­lige ridedyr. I middelalderen var det ikke ualmindeligt med et meget stort gedehold ved godserne. F.eks. Er der beretning om et par hundrede geder både ved Korsør Ladegård og ved Vallø Gods. De mange løsgående geder har gjort stor skade på skovene og allerede kong Kristian d. 5. lov 1683 forbyder gedehold i skovområder.

Geden har i Danmark været holdt som husdyr for kødets, skindets og mælkens skyld. I denne periode, inden papiret blev opfundet, var gedeskind det vigtigste udgangspunkt for fremstilling af perga­ment. Senere i historiens løb er geden blevet holdt mere og mere for mælkens skyld. I de seneste par hundrede år har geden først og fremmest været småkårsfolks alterna­tiv til at holde ko, og geden er da også blevet kaldt "fattigmandskoen". Især efter andelsbevægelsens opblomstring fik de fattige landarbejdere der ikke selv havde mulighed for at holde ko, ikke mere en del af deres løn udbetalt i form af mælk fra gårdene hvor de arbejdede, og her blev geden det vigtigste malkedyr.

              Af forskellige illustrationer og skolernes "anskuelsesbilleder" kan vi se, at de danske geder, naturligt nok, racemæssigt tilhører den fælles nordeuropæisk/skandinavi­ske type. I slutningen af 18 hundrede årene og begyndelsen af 19 hundrede årene har der været gjort forsøg på at forædle Den danske Landraceged med henblik på en højere mælkeydelse. Der har været indført malkegeder fra Norge, Saanengeder fra Schweiz og Harzgeder fra Tyskland. Hvor stor betydning denne indkrydsning i landracen i realiteten har haft er i dag et åbent spørgsmål. Importen af dyr var lille i forhold til den oprindelige population, og på trods af ”gedeavlsforeningernes” bukkeringe er det næppe tænkeligt at de nye gener er nået ud til en videre kreds af avlere. Dels var bukkeringene især udbredt på Sjælland, dels har det formegentlig kun været de mest entusiastiske gedeavlere der har benyttet disse dyr i deres avl. Størst indflydelse er det tænkeligt at de hvide saanengeder har haft på de hvide landracegeder, selvom især saanengederne først og fremmest blev forsøgt holdt som en selvstændig race som alternativ til landracen. Gedernes antal har pga. strukturelle ændringer i landbruget varieret stærkt gennem tiderne og ikke mindst i de forskellige landsdele. Mest stabilt synes gedeholdet at have været i det nordlige og vestlige Jylland. I visse perioder menes antallet af geder at have været oppe på 70.000 geder i disse egne, medens en optælling i 1850 anslår at der på landsplan var ca 7500 geder. Størsteparten af de landracegeder der findes i dag har deres oprindelse i det nord og vest jyske.

              Imidlertid op­hørte interessen næsten for geder som landbrugsdyr med velstandsstig­ningen efter 2. verdenskrig. Geden skiftede status til et lidt komisk kæledyr, og i tidens løb blev mange landracegeder grundigt blandet og indkrydset med eksotiske gederacer fra zoologiske haver og gik således tabt for et senere bevaringsarbejde. I nyeste tid har landracegeder været anvendt som ”opkrydsningsmedie” for moderne udenlandske produktionsracer som f.eks. mohairgeder, nubiske geder og boergeder samt i de seneste år forskellige moderne malkeracer.

I dag er landracegeden et selvforsynings/niche produktionsdyr i mindre besætninger, og avles (endnu en lille stund) ublandet i et par enkelte store malkebesætningr der leverer mælk til et mejeri.

Racebeskrivelse

Kropsbygning: Den danske landraceged er en mid­del­stor til stor malkeged. Geden vejer 50-60 kg, og bukken vejer 70-90 kg når dyrene er udvoksede i 4 års alderen. Skulderhøjden er (målt med målebånd) for geder 75-80 cm, og for bukke er den 85-95 cm. Krydshøjden er for geder magen til skulderhøjden, eller lidt højere. Hos bukke er skulderhøjden den største. Ryglængden, målt fra første ryghvirvel til halerod, er som skulderhøjden eller længere. Bryst­målet, målt bag albuen, er minimum 10 % større end skulderhøjden.

              Landracegeden er knoglekraftig og stærkt bygget, lidt kantet, men aldrig grov. Geden er meget feminin og bukken meget maskulin. Lemmerne er moderat vinklede i alle led, med skrå skulder og lidt hældende kryds, lige og parallelle forben og parallelle bagben med velvinklede haser. Klovene er fremadret­tede med stærke fjedrende koder.

              Den danske landraceged er i dag som regel hornet, men kullede individer forekommer også. Hornenes form er bagoverbuede med let udaddrejede spidser. Hos bukke­ne er hornene meget kraftige. Hovedet er stærkt bygget men virker ikke groft. Profilen er med lige eller let konkav næseryg. Ørene bæres højt på hove­det og er forholdsvis korte. Halstitter forekommer almindeligt. Yveret er stort og produk­tivt. Da mælkekirtlerne oftest er noget løst ophæftede fortil, og mælkecisternerne er meget rummelige, syner yveret noget hængende. Et meget hængende yver er en fejl.

Hårlaget er halvkort til halvlangt med tydelig dobbelt pels bestående af dækhår og underuld (cash­mere), der fældes om sommeren. Begge køn har hage­skæg. Bukken er ofte en del mere langhåret end geden. Følgende pelsfarver har været almindelige i dette århundrede (mundtlige beretninger) og renavles i dag:

Vildfarvet landraceged, som Bezoargeden. Oprindelig forekomst i hele landet. Grund­farven er alle varian­ter fra mørkt brun over grålige toner til lyst rødbrunt og sandfarvet. De enkelte hår har ticking, dvs. at de er opdelt i mørke og lyse farvebånd, med sort yderst. Bug og spejl er hvide, hovedet har en meget markeret farvetegning med sort næseryg og hvide striber, der løber fra pande til mule. Også benene har markerede hvide og sorte aftegn. Langs ryggen løber en sort ål, der oftest slutter lidt over haleroden. Halen er som regel sort. De fleste individer har en mere eller mindre udtalt sort halsring og stribe langs overgangen mellem den hvide bug og de farvede sider. Karak­teristisk er endvidere en sort plet på brystet mellem forbenene. Inden for dette farvemønster forekommer mange individuelle variationer, således at næppe to dyr er helt ens.

              De kønsmodne bukke har mere markerede sorte aftegn end gederne, og de hvide aftegn i ansigtet forsvinder næsten helt med alderen. Bundfarven er som regel mere grålig end hos geden. Således frem­træder den kønsmodne buk oftest som grå, sort, hvid, lysere om vinteren end om sommeren, mens geden fremtræder brunlig, hvid, sort, med mørkere mere grå pels om vinteren og lysere mere rødlig pels om sommeren.

Sort vildfarvet landraceged: oprindelig hyppigst på Øerne, er en genetisk farvevariant af den vildfarvede ged. Tickingen på de brunlige hår er forsvundet, og hårene er sorte til rødderne. Dyrene fremtræder som sorte med de ovenover beskrevne hvide aftegn. Den sorte farve varierer fra brunsort til kulsort, ofte med afblegning til kastaniebrun om sommeren.

Harzfarvet landraceged. Dette besynderlige navn refererer til de "Harzgeder", der i slutningen af forrige århundrede og begyndelsen af dette blev importeret til Danmark fra Nordtyskland med henblik på avlsforbedring af landracegeden. Typen var i høj grad beslægtet med den danske landraceged og blev hurtigt opsuget i denne, selvom racenavnet over­levede længe. I dag forekommer det urimeligt, at udskille den som en særlig race, og tilbage er kun navnet og den karakteristiske farvetegning, som rimeligvis endda eksisterede i den danske popula­tion af geder længe inden den tyske import. (En lille Tysk population af den gamle harzged er i dag nærmest vildfarvet!) Den harz­farvede ged har brunlig grundfarve med ticking som den vildfarvede ged. Ofte er farven dog mere rødbrun med svagere ticking. Nulevende tyske og franske geder af denne farvevariant (Oberharzli) er ofte meget rødlige.

              Karakteristisk for denne farvevariant er de sorte aftegn, der dækker de samme områder af gedens krop, som de sorte og hvide aftegn tilsammen dækker hos den vildfarvede ged. Dvs. at geden fremtræder som brunlig med sorte aftegn i ansigtet, sort bug og spejl, sorte ben fra forknæ og has til klovene og sort ål langs ryggen. (For fuldstændighedens skyld skal nævnes at den virkelige ”Harz” ged ikke er ”harzfarvet”).

Sort landraceged: er en helt sort ged, og er en farvevariant af harzfarvede ged men uden brunt.

Sort broget landraceged: Den sortbrogede ged er broget som en ko. Oprindelig særlig foretrukket i Jylland. Genetisk set er den brogede ged en harz­farvet ged i sort fase (dvs. helt ensfarvet sort) med brogede hvide aftegn. Hvide "vildstriber" bør ikke forekomme. Da den harzfarvede ged er genetisk vigende i forhold til den vildfarvede, og den sorte fase er vigende i forhold til den brune grundfarve, og da endelig brogede aftegn er vigende i forhold til "ikke broget", forekommer den sortbrogede ged kun som homozygot. Ind imellem ses den brogede ged med tobaksbrun grundfarve (afbleget sort Toggen­burgfarve). Tobaksbrunt dominerer genetisk over sort.

Hvid landraceged er helt hvid. Undertiden ses dog ganske svage skygger af sorte striber i ansigtet. Den hvide farve er genetisk dominerende over alle andre farver og farvekombi­nationer. Farvet afkom efter heterozygotiske hvide geder optræder derfor ofte i blandede farvekombi­nationer f.eks. vildfar­vede med brogede pletter. Den hvide farve har været meget populær i hele landet i dette århundrede. Dels er der i almindelighed en tendens til at foretrække hvide husdyr, og dels har den hvide farve for geder­nes vedkommende utvivlsomt været associeret med visse positive brugsegenskaber. Dette skyldes impor­ten af den hvide schweiziske Saanenged i begyndelsen af 19 hundrede årene. Saanengederne blev brugt til indkrydsning i landra­cen med henblik på forbedring af mælkeydelse og yverform. Desuden oprettedes rene Saanenbesætninger, og Saanengeden er overlevet som selvstændig race til i dag. Det er indlysende, at der blandt hvide geder i Danmark i dag findes en del mellemformer mellem landrace og Saanen. Avlsarbejdet med hvid landrace har koncentreret sig om at udrede trådene og udvælge de bedste og mest typiske individer til fortsat avl. Saanengeden kendes fra landracegeden på sin gennem­gående større og tungere krop og sit korte hårlag uden underuld; hertil kommer at Saanengeden ofte er hornløs (kullet), og at den bør have et højt båret yver. Saanengedernes knoglebygning afviger fra landracegedernes.

Blå landraceged: Den blå ged har sort bundfarve med hvide stikkelhår der giver den et ”blåt skær”. I mange år blev farven ikke accepteret, fordi den blev opfattet som et tegn på indkrydsning med dværggeder hvor denne farve er særlig karakteristisk. (Mange sådanne krydsninger har figureret i danske baghaver under betegnelsen ”Bjergged”). Imidlertid er det en meget almindelig farve på norske og svenske geder, og det er derfor sandsynligt at den også er oprindeligt forekommende blandt danske geder. Heldigvis har farven, som er genetisk vigende, overlevet blandt typiske landracegeder og findes om end ikke særlig ofte blandt danske landracegeder i dag.

Landracegedens produktionsegenskaber

Den almindelige kuldstørrelse er på 2 kid, også hos 1 års førstegangslæmmere. Kuld på 3 kid ses dog ofte, og firlinger er ingen sjældenhed. Gederne kan under gode betingelser blive drægtige året rundt, og kan, om det måtte ønskes, give kid 3 gange på 2 år. Fødselsvan­skeligheder er uhyre sjældne, og kiddene er særdeles livskraftige lige fra fødslen. Kiddene vokser hurtigt til, og slagtekvaliteten hos unge bukkekid og 1 års geder er fortræffelig; kødet er velsmagende, mørt og fedtfattigt. Landracegeder har de bedst tænkelige moderegenskaber.

              En landraceged producerer under gode (intensive) produktionsforhold op til ca. 800 kg mælk over 300 dage, men enkelte geder yder 1000kg eller mere. Under mere ekstensive forhold vil ydelsen typisk ligge på omkring 600kg., hvilket sikrer kiddene en god tilvækst. Mælken er velsmagende uden den karakteristiske "gedesmag", der kendes fra nogle gederacer i Nordeuropa. Gederne er fleksible med hensyn til malketi­der. Regelmæssig malkning 2 gange daglig er dog en forudsætning for et rimeligt udbytte.

Adfærd og andre egenskaber

Danske landracegeder har gennemgående et venligt temperament over for mennesker men et strengt hierarki indbyrdes. Derfor tager det en vis periode at op­bygge en velfungerende flok.

I naturen er gedernes flokinstinkt meget udtalt. Hele flokken befinder sig altid samlet, og synkroniserer deres forskellige forehavender. De æder, hviler og skifter opholdssted i samlet trop. Brunsten er stærkt synkroniseret, og under frie forhold er det ikke usædvanligt at hele flokken læmmer inden for en uge. Hvis flokken forstyrres samler den sig tæt med kiddene i mellem sig og udfald mod fredsforstyrreren, f.eks. en hund, vil være det almindelige.

              Gedernes evne til at udnytte grovfoder og foderemner, der ikke normalt egner sig for andre husdyr (løv, kviste, og bark fra træer og buske samt stive og stikkende urter fra den vilde vegetation) samt deres selektionsevne til i et forholdsvis dårligt foder at udvælge de bedste dele og levne resten, sammenholdt med de beskedne udgifter til husning og sygdomsbehandling gør, at pro­duktionsom­kostningerne på en liter landracegede­mælk sagtens kan konkurrere med prisen på mælk fra mere forædlede og højtydende, men også mere sarte gederacer.

              På grund af deres adræthed og gode fleksible fødesøgningsevner egner danske landracegeder sig glimrende til forskellige landskabsplejeopgaver. Dette gælder især bukke, unggeder og goldgeder. Geder med pattekid må kunne tilses og evt. udmalkes hver dag, da mængden af mælk på næringsrig græsning ofte er større end kiddenes tørst. Egentlige malkegeder i produktion egner sig ikke til landskabsplejeopgaver pga. for hyppige skader på yverne i et ”skrubbet” terræn

.

Avlsarbejde og fremtidsudsiger

For 20 - 25 år siden var den danske landraceged næsten på randen af udryddelse. Kun få typiske dyr var tilbage spredt rundt i landet. I hundredvis af geder var i årene op til denne periode solgt ganske billigt til opkøbere med henblik på slagtning. Ved udvælgelse blandt disse dyr og enkelte dyr der stadig befandt sig hos de oprindelige opdrættere lykke­des det nogle få entusiastiske gedeavlere at udføre et ihærdigt redningsarbejde. Men vejen var lang og besværlig. Blandt hundrede ”markedsgeder” kunne to måske forsøgsvis bruges, og blandt hundrede indkøbte dyr fik måske to-tre dyr betyd­ning for det videre avlsarbejde.

Heldigvis er geder formeringsvillige, og generationsskiftet hurtigt. Nogen indavl har været nødvendig og vist sig gavnlig, og enkelte koryfæer blandt de "gamle" geder og bukke kan genfindes i mange unge geders stamtavler. Imidlertid har den genetiske spredning været så stor, at der ikke har været alvorlige indavlsproblemer.

Avlsmål

Avlsmålet er at bevare landracegeden som en typisk efterkommer af den gederace, der i århundreders løb i samspil med naturen og menneskets indgriben har udkrystalliseret netop i Danmark. Imidlertid er der ikke så megen opmuntring at hente i udelukkende at bevare en husdyrrace som "museumsstykke", hvis ikke denne race ejer nogle værdifulde kvaliteter, der både kan være til gavn i nutiden og fremtiden. Ægte bevaring af en dyreart kræver at dyrene får lov at vise deres produktionsevner og således til stadighed blive udsat for en vis selektion (frasortering af konstitutionelt svage og utypiske dyr). De egenskaber, der gør landracegeden til den foretruk­ne gederace for sine tilhængere i dag, er dens gode produktionsegenskaber sammenkoblet med dens hård­førhed, sygdomsresistens, gode grovfoderudnyt­telse og "selvhjulpethed" gennem alle livets faser.

Det vil være foremålstjeneligt at give gederne mulighed for at leve og producere under både intensive og ekstensive forhold for at bevare den genetiske diversitet og evne til bæredygtig produktion under forskellige forhold og i forskelligt miljø. Med den lille population vi har i dag kan ingen levende geder (eller avlere) undværes. Selvom avlerne har arbejdet med at renavle farverne vil det sandsynlig vis vise sig nødvendigt at sammenkrydse forskellige farvevarianter for at reducere indavlsgraden. Dette sker allerede nu i flere besætninger.

Fremtidsudsigter

I lang tid så det ud til, at redningsarbejdet var lykke­des, og fra 1982-89 blev der f.eks. registreret ca. 1000 danske landracegeder fordelt således: vildfarvet landrace (VL) 391, sort landrace (SL) 316, hvid landrace (HVL) 143, broget landrace (BRL) 92, Harzfarvet landrace (HZL) 23. Antallet af de enkelte farvevari­anter siger ikke umiddelbart noget om den naturlige farvefordeling hos Dansk Landrace, men mere om forskellig interesse og flid hos forskellige avlere.

Den største trussel mod racen netop nu er modens svingninger. Mange tidligere og senere tilkomne gedeavlere har valgt at skifte landracen ud med uld eller særligt kød producerende gederacer. Mælkeproducenterne ser i disse år mere konkurrencedygtige muligheder med udenlandske malkegeder i intensive staldsystemer. Mange af de med stort besvær registrerede geder eller deres efterkommere er udgået af avlen (alene i de seneste år er det flere hundrede). Disse geder bruges pga. deres gode moderegenskaber til overkrydsning eller som recipientmødre i op­for­meringsprogrammer for de andre gederacer, og vil ikke vende tilbage til landraceavlen. Mange landracegeder udsættes ganske enkelt. I dag findes kun knapt 200 aktive avlsgeder i CHR registeret fordelt på ca. 30 avlere!

I fremtiden vil den mere liberale importpraksis af levende dyr kunne medføre, at forskellige europæiske malkegederacer forsøgsvis vil blive indført som indkrydsningsobjekter til landra­cen i de ganske få kommercielle malkebesætninger der hidtil har baseret sig på landracegeder. En sådan "snigende" udvanding af racen eller en egentlig overkrydsningsavl, vil måske på længere sigt være en endnu større fare for bevarelsen af den danske landraceged i sin nuværen­de form.

At geden i en lang periode fra anden verdenskrig til vor tid har været et uinteressant landbrugsdyr, kan således paradoksalt nok have været den danske landrace­geds første redning. Den har fået lov at leve et stille og ubemærket liv ude i landets yderkroge uden "race­forbedrende" indgreb, således som det er sket for de øvrige gamle danske husdyr. Hidtil har bevaring, avlsarbejde, registrering og stambogsføring samt indsamling og formidling af information udelukkende været varetaget af enkelte vedholdende og entusiastiske avlere, for egne midler i samarbejde med Foreningen for Danske Landracegeder.

Et fortsat ønske om at ville bevare en gammel husdyrrace er imidlertid som det er fremgået ikke alene tilstrækkeligt til at sikre dens overlevelse i fremtiden. Foreningen for Danske Landracegeder har gennem alle årene haft som formål at bevare denne gamle race, og arbejder for at et i fremtiden tættere samarbejde med Genressourceudvalget vil kunne sikre denne spændende og værdifulde races beståen. Kun med fortsat god avlsvejledning, fortsat systematisk stambogsføring, kontrol og be­dømmelse af avlsdyr, og sidst men ikke mindst fornuftigt samarbejde mellem avlerne er der udsigt til, at denne gamle husdyrrace kan bevares til glæde for både nutid og fremtid. Det vil også i fremtiden kræve flid, tålmodighed, entusiasme og - økonomiske midler.

Ingrid Dam 2010

              .